Af:Kilde: Kongehuset, Henning Okholm
Foto: Zhong Min Peng/RP©

Kongeparret afholdt den 6. januar 2026 nytårskur på Christiansborg Slot for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, repræsentanter for det offentlige Danmark samt udvalgte grupper med adels- og ærestitler. Derudover deltog indbudte repræsentanter for organisationer, foreninger og fonde samt Kongeparrets protektioner.



Nytårskurene fandt sted i de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg Slot, herunder Tronsalen og Riddersalen. Traditionen med nytårskur går århundreder tilbage og markerer Kongehusets og danskernes gensidige ønske om et glædeligt nytår samt lykke og velstand for hele riget.
I Drabantsalen inspicerede Kongen Den Kongelige Livgardes indre kommando.
Inden nytårskuren kørte Kongeparret fra Amalienborg til Christiansborg Slot i guldkareten fra Den Kongelige Stald-Etat. Guldkareten blev eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskorte.



Guldkareten køres af en kusk, som sidder forrest på bukkeklædet. Bag på kareten står en jæger og en biløber. Vognen trækkes af seks heste, og på den forreste hest til venstre rider en rytter.
Guldkareten er Kongehusets fineste karet og blev bygget til Christian VIII af karetmager Henry Fife i 1840. Kareten er belagt med 24-karats bladguld, har fire forgyldte kroner på taget og et malet rigsvåben på dørene.

Efter nytårskuren blev Deres Majestæter igen eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskorte fra Christiansborg Slot tilbage til Amalienborg i guldkareten fra Den Kongelige Stald-Etat.