Af: Kongehuset og Zhong Min Peng
FOTO: Zhong Min Peng©RP
D.M. Kongen og Dronningen var den 7. maj 2025 værter for en middag på Kronborg Slot i anledning af Danmarks værtskab for møde i FN’s Chief Executives Board.


Ved gæsternes ankomst til Slotsgården musicerede Den Kongelige Livgardes Messingkvintet.

H.M. Kongens tale ved middag på Kronborg Slot den 7. maj 2025
i anledning af Danmarks værtskab for møde i FN’s Chief Executives Board
Generalsekretær, excellencer, mine damer og herrer,
Velkommen til Danmark. Velkommen til Kronborg Slot. Velkommen til Hamlets hjem.
Det var inden for disse historiske mure, at Shakespeare placerede en af sine mest vedvarende tragedier. Og når vi betragter verden i dag, kommer jeg i tanke om Claudius’ sørgmodige ord:
“Når sorger kommer, kommer de ikke som enkelte spioner, men i bataljoner.”
For nogle år siden sagde De, hr. Generalsekretær, at vi levede i “en verden, plaget af en perfekt storm på flere fronter.”
Klimaændringer og ekstreme vejrhændelser bliver stadig mere intense, og politiske splittelser er stigende.
I tider med omvæltning og usikkerhed er det let at miste orienteringen – at fokusere for meget på øjeblikket.
Men for at kunne navigere i nutiden og bane vejen for en bedre fremtid, har vi brug for noget mere. Vi har brug for et kompas.
I dagens urolige verden står De Forenede Nationer som et sådant kompas.
Som et af de oprindelige medlemslande er Danmark fortsat stærkt engageret i FN-pagtens værdier, principper og visioner.
De er lige så relevante i dag, som de var for 80 år siden.
Og de mange dagsordener, vi forbinder med FN – fred og sikkerhed, menneskerettigheder, bæredygtig udvikling, klimaindsats, ligestilling – er mere presserende end nogensinde før.
For at komme videre har verden brug for mere – ikke mindre – internationalt samarbejde.
Gennem årene har Dronning Mary og jeg med egne øjne set den forskel, FN gør for mennesker i nød og sårbare samfund over hele verden.
Fra flygtningelejre til mødelokaler har vi set en imponerende vilje til at finde løsninger. Til at få ting til at fungere. Til at bringe forhandlinger fremad. Til aldrig at give op. Selv under meget vanskelige forhold.
Og dét er vores kompas: Et pragmatisk engagement i at balancere det, der kan gøres på kort sigt, med det, der er ønskværdigt på lang sigt.
Hr. Generalsekretær, i Deres nytårstale opfordrede De os til “aldrig at miste synet for fremskridt og potentiale”.
Selv i turbulente tider fortsætter verden med at gøre fremskridt. Og selv dér, hvor fremskridt synes fraværende, er potentialet stadig til stede.
De kaldte det: “håb forankret i handling”.
Lad os udbringe en skål – for mændene og kvinderne i FN, i felten og på hovedkvarteret.
Tak, fordi I minder os om, at ingen sorger, ikke engang i bataljoner, kan holde os fra at håbe og handle for fred, værdighed og lighed på en sund planet.
Skål.