Af: Kongehuset og Henning Okholm
FOTO: Zhong Min Peng©RP
Den 5. maj 2025 flyttede H.M. Kongen og H.M. Dronningen officielt deres residens til Kancellihuset ved Fredensborg Slot. Flytningen blev markeret ved en højtidelig modtagelse i Ydre Slotsgård, hvor byens borgere deltog for at hilse Kongeparret velkommen.




Ved ankomsten blev Kongeparret budt velkommen af Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen. Festlighederne blev akkompagneret af musikalske indslag fra Fredensborg Slotskirkes Pigekor og Fredensborg Brass Ensemble, som skabte en stemningsfuld ramme om begivenheden.
De mange fremmødte borgere udråbte et nifoldigt leve for Kongeparret, og H.M. Kongen takkede hjerteligt for den varme modtagelse.
Kancellihuset, opført i 1731, har en særlig plads i Kongeparrets historie. De overtog residensen i forbindelse med deres bryllup i maj 2004, efter at huset var blevet gennemgribende istandsat. Indtil renoveringen af Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg stod færdig i 2010, fungerede Kancellihuset som deres primære hjem.

Kancellihuset fungerer fortsat som kongefamiliens faste residens ved længere ophold på Fredensborg Slot.