AF:Zhong Min Peng og okholm
FOTO:Zhong Min Peng©RP
Kongen af Danmark deltog den 7. januar 2025 i Det Kongelige Danske Geografiske Selskabs jule/Nytårmøde, som fandt sted i Festsalen på Geocenteret i København.
Det Kongelige Danske Geografiske Selskab blev grundlagt i 1876 og har været under kongelig protektion siden sin oprettelse. Julemødet er en årlig begivenhed for både selskabets medlemmer og offentligheden.
Ved sin ankomst blev Kongen modtaget af vicepræsident Nils Wang, generalsekretær Andreas Egelund Christensen og astronaut Andreas Mogensen.
Som en del af julemødet overværede Kongen et oplæg af Andreas Mogensen, der fortalte om sin Huginn-mission til Den Internationale Rumstation og sit arbejde med SpaceX’s Crew Dragon, hvor han gennemførte mere end 30 europæiske og internationale eksperimenter.
Det Kongelige Danske Geografiske Selskab har til formål at fremme kendskabet til Jorden og dens beboere samt at udbrede interessen for geografisk videnskab. Derfor var temaet for årets julemøde “Jorden set fra rummet med danske øjne.”