Af: Zhong Min Peng og Henning Okholm
FOTO: Zhong Min Peng©RP

Den 2. maj 2025 deltog H.M. Dronningen i DTU’s traditionsrige årsfest i Kongens Lyngby. Dronningen blev modtaget af DTU’s nye bestyrelsesleder, Margrethe Vestager, samt rektor Anders Bjarklev.


DTU Årsfest er en af de største begivenheder af sin slags i den danske universitetsverden. Festen samler studerende, medarbejdere, samarbejdspartnere fra andre universiteter, erhvervsliv og offentlige myndigheder.
Foran omkring 1.400 gæster blev årets fremragende forskningsresultater hædret. En ny æresdoktor blev udnævnt, og årets doktorgrad blev fejret. Derudover blev inspirerende undervisning belønnet med priser uddelt af studerende, og årets studenter-startup blev anerkendt for sin innovation og iværksætterånd.


DTU – Danmarks Tekniske Universitet – er landets største ingeniøruddannelsessted. Her kan man uddanne sig til diplomingeniør, civilingeniør eller tage en ph.d. Uddannelserne spænder bredt fra byggeri og IT til rumforskning og miljøteknologi.
DTU tilbyder både erhvervsrettede og forskningsbaserede uddannelser og giver de studerende mulighed for at forme deres karriere i tæt samarbejde med industri og samfund.