Dronningen bybesøg i Allerød Kommune 2023

Dronningen bybesøg i Allerød Kommune 2023

Af. Kongehuset
FOTO: Zhong Min Peng© RP

Dronningen af Danmark bybesøg i Allerød Kommune tirsdag den 12. september 2023.

Modtagelse på Allerød Rådhus
Kl. 10.00

Dronningen bliver modtaget af borgmester Karsten Längerich ved ankomsten til rådhuset. Der udbringes et nifoldigt leve, og Den Kongelige Livgardes Musikkorps spiller ”Kong Christian”.
På Allerød Rådhus i Borgerportalen holder borgmester Karsten Längerich en officiel velkomsttale for Dronningen og præsenterer Allerød Kommunes medlemmer af byrådet. I anledning af Majestætens besøg afsløres et nyt keramikrelief, som skal indgå som en del af Allerødfrisen i Borgerportalen.

Allerød Rådhus er tegnet af Tegnestuen Vandkunsten – og opført i 1998-1999. Ved besøget på rådhuset får Dronningen også lejlighed til at hilse på medarbejdere fra rådhuskantinen ”Glad Mad”, som tilbyder beskyttet beskæftigelse for voksne med særlige behov.

Besøg hos virksomheden WS Audiology
Kl. 11.10

Ved ankomsten til WS Audiology, der er en global markedsleder inden for høreapparater, bliver Dronningen budt velkommen af medejer og næstformand i bestyrelsen Jan Tøpholm og CEO Eric Bernard. Ved besøget får Dronningen en introduktion til den teknologiske udvikling af høreapparater gennem tiden og en fremvisning af de mange små komponenter, som indgår i høreapparatet.

Besøg på Lynge Skole
Kl. 11.45

Dronningen bliver ved Lynge Skole modtaget af skoleleder Thomas Kirkegaard, lurblæsere og skolens elever ved en lang flagallé. Skolelederen holder en velkomsttale for Dronningen, inden morgensamlingen med sang og musik indledes. Lynge Skole er en af Allerød Kommunes ældste skoler. Skolen er fra 1819, og i dag går mere end 600 elever på den lokale skole fra 0-9. klassetrin. Skolen har fokus på fællesskab og bevægelse, og besøget på skolen rundes derfor af med et mini Royal Run-løb for eleverne.

Besøg hos virksomheden NIRAS
Kl. 12.20

NIRAS er en global ingeniør- og rådgivningsvirksomhed inden for blandt andet byggeri, infrastruktur, miljø, vand, klima og energi. Med sine 2600 medarbejdere globalt, hvoraf cirka 1100 sidder på hovedkontoret i Allerød, er virksomheden én af de største arbejdspladser i kommunen. Ved rådgivningsvirksomheden NIRAS bliver Dronningen budt velkommen af administrerende direktør Carsten Toft Boesen.

I NIRAS’ Green Tech Hub, som er et innovativt fællesskab for små og mellemstore Tech-startups, får Dronningen en introduktion til tre af NIRAS’ state-of-the-art projekter, der bidrager til samfundet og den grønne omstilling: ’Vandbesparelser i bryggerisektoren med Carlsberg som rollemodel’ ved Senior Vice President, Thomas B. Olsen, ’Mary Elizabeths Hospital’ ved koncerndirektør Mads Søndergaard, samt ’Erhvervs-ph.d. guider byggesektoren mod absolut bæredygtighed’ ved civilingeniør, PhD Mia Heide.

Frokost hos NIRAS
Kl. 13.00

Kommunen er vært ved en officiel frokost, som afholdes hos NIRAS.

Besøg hos PP Møbler
Kl. 14.15

Dronningen modtages af direktør for det familieejede PP Møbler Kasper Holst Pedersen, som giver Dronningen en rundvisning i snedkerværkstedet. Virksomheden fremstiller møbler, der alle er producerede i Danmark. I dag er der 70 ansatte, hvoraf størstedelen er håndværkere, maskinsnedkere, møbelsnedkere, stoleflettere og møbelpolstrere. Gennem tre generationer har PP Møbler fremstillet en række danske møbelklassikere som fx Bamsestolen og de nye kongelige taffelstole.

Besøg ved Øen i Allerød bymidte
Kl. 15.45

Ved Øen i Allerød bymidte byder formand for Allerød Handelsforening Karna Lønne Dronningen velkommen til en festlig og folkelig afslutning på Dronningens besøg i Allerød Kommune. Allerød Kommune har et bredt og meget engageret fritids- og foreningsliv. Repræsentanter herfra vil medvirke i en afskedsforestilling for Hendes Majestæt.

Skriv et svar