Dronning Margrethe fik hele Tivolis Koncertsal til at huje

Af: Torben Plank Head of Press og Henning Okholm

Fotos: ROYAL PRESS Zhong Min Peng

 

Det var en regent i hopla, der i går aftes den 1. december 2021 ankom til premieren på Snedronningen i Tivolis Koncertsal, en ballet som H.M. Dronning Margrethe selv har stået for kostumer og scenografi til, og som hun derfor har været stærkt involveret i opsætningen af de seneste par uger. Både H.K.H. Kronprinsesse Mary, samt prinsesserne Isabella og Josephine og prins Vincent, for ikke at glemme Prins Felix var til stede for at støtte op om deres farmors kunstneriske udfoldelser i Tivoli. Snedronningen spiller til og med den 23. december i Tivolis Koncertsal.

H.C. Andersens eventyr om Snedronningen og Kay og Gerda, der kæmper imod hendes ondhed, indeholder et væld af følelser. Derfor passede aftenens stemning til repremieren på Snedronningen i Tivolis Koncertsal godt til eventyret, som balletten er bygget på. Tivolis Koncertsal var nemlig også fyldt med følelser, både fra publikum, danserne og folkene bag opsætningen, heriblandt H.M. Dronning Margrethe

.
Heldigvis var det kun de glade følelser, der fyldte i salen. Især da Dronningen efter forestillingens sidste trin selv sprang op på scenen sammen med resten af holdet. Her stod hun hånd i hånd med danserne for at tage imod publikums applaus, og begav sig også ud i at neje dybt for alle i salen til publikums store fornøjelse. Det er nemlig ikke noget man ser tit, når det kommer til en regent.

Men som Dronning Margrethe sagde til et pressemøde om forestillingen den 24. november, er hun meget beæret over at have fået mulighed for at udtrykke og bruge sine kunstneriske evner i Tivoli igennem nu hele 20 år.


Dronning Margrethe sagde:
Jeg er meget, meget rørt over, at man har ville blive ved med at lege med mig, havde jeg nær sagt. At lade mig være med til først pantomimeforestillingerne og senere her i Koncertsalen. Det betyder meget.

Og Tivoli kommer da også til at blive ved med at samarbejde med Dronningen, næste gang i 2022, hvor den klassiske juleballet Nøddeknækkeren bliver genopsat, også her med kostumer og scenografi af Dronning Magrethe. Det sker den 26. november 2022, hvor der vil være juleeventyr for hele familien, når balletklassikeren Nøddeknækkeren, der er skabt af balletmester Peter Bo Bendixen vender tilbage med et internationalt ensemble af dansere. Publikum kan derfor godt glæde sig til at Nøddeknækkeren rykker ind i Tivolis Koncertsal med imponerende piruetter, funklende stjerner symfonisk musik opført af Copenhagen Phil til jul næste år.

Skriv et svar