AF: kongehus og Henning Okholm
FOTO:- Zhong Min Peng©/RP
Den 23. april 2024 besøgte H.K.H. Prinsesse Marie sammen med Autismeforeningen Region Hovedstadens Psykiatri i Glostrup.
Prinsesse Marie ankom til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, hvor Hendes Kongelige Højhed blev modtaget af regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj, vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri Ida Hageman, formand i Autismeforeningen Karina Bundgaard og sekretariatschef i Autismeforeningen Brian Andersen.
På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center blev Prinsessen vist rundt på dagafsnittet og fik lejlighed til at hilse på indlagte forældre og børn. Herudover fik Hendes Kongelige Højhed også en introduktion til arbejdet med autismemålgruppen og det igangværende forskningsprojekt PACT – Pediatric Autism Communication Therapy.
Prinsesse Marie deltog efterfølgende i en gåtur til Psykiatrisk Center Glostrup. Her overværede Prinsessen en række oplæg om udredning og behandling på voksenområdet samt forskning i autismeområdet.