Af: Kongehuset, Henning Okholm
FOTO: Zhong Min Peng©RP
Dronningen af Danmark deltog den 26. september 2024 i Danmarks Frie Forskningsfonds årlige forskningskonference i København.

Ved ankomsten til konferencen blev Dronningen modtaget af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund, bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond Søren Serritzlew og kontorchef for sekretariatet for Danmarks Frie Forskningsfond Jesper Risom.
Forskere og repræsentanter for universiteter samt fonde deltog i konferencen, som gennem paneldebatter og oplæg satte fokus på den frie forsknings rolle i en foranderlig verden.


Danmarks Frie Forskningsfond (DFF), som er en offentlig fond under Uddannelses- og Forskningsministeriet, finansierer forskning af højeste internationale kvalitet og styrker den nybrudsskabende forskning i Danmark. Dronningen har været protektor for Danmarks Frie Forskningsfond siden maj 2024.

I forbindelse med konferencen overrakte Dronningen prisen ”Årets Originale Idé” til Christy Anna Hipsley fra Biologisk Institut ved Københavns Universitet, som forsker i hundens historie. Prisen gives til en forsker, som i 2023 har fået midler af Danmarks Frie Forskningsfond til en idé, som er original i for eksempel valg af emne, tilgang eller metode.