Danmark er vært for uformelt EU-møde: Forskning og innovation i centrum

AF: Henning Okholm
FOTO:Zhong Min Peng@RP

Forum,København danner ramme om et centralt møde mellem EU’s forskningsministre den 16. og 17. juli, hvor det danske EU-formandskab sætter fokus på forskningens rolle i Europas konkurrenceevne. Mødet samler forskningsministre fra hele EU til drøftelser om, hvordan innovation og kritiske teknologier kan styrke Europas position i det globale teknologiske kapløb.

Christina Egelund byder velkommen

Onsdag morgen den 16. juli blev akkrediterede journalister eskorteret fra mediecentret til doorstep-området, hvor Danmarks minister for videregående uddannelser og videnskab, Christina Egelund, gav et interview før hun tog imod sine ministerkolleger med et håndtryk. Herefter blev der taget det traditionelle familiefoto.

Christina Egelund leder mødet i kraft af Danmarks rolle som formandsland i Rådet for Den Europæiske Union. Hun understreger betydningen af forskning og innovation som drivkræfter for fremtidens vækst:

“Kritiske teknologier” vil drive fremtidens vækst og udspringer af fremragende grundforskning og iværksætteri. “I et teknologisk kapløb, hvor globale konkurrenter dagligt tager nye skridt, skal Europa udnytte sit uforløste potentiale og omsætte forskning til innovation,” sagde ministeren ved torsdagens pressemøde.
Horizon Europe i fokus

Et centralt punkt på dagsordenen er det kommende Horizon Europe-program. Det danske formandskab ønsker, at programmet fortsat skal være en hjørnesten i EU’s arbejde med at skabe videnskabelige gennembrud og økonomisk vækst. Egelund fremhæver Kommissionens forslag om et ambitiøst og selvstændigt Horizon Europe som “et fremragende udgangspunkt”.

“Vi skal sikre, at EU’s innovative virksomheder vokser hurtigere og forbliver i Europa, så vi kan være med helt i front i teknologiudviklingen,” tilføjede hun.
Et blik mod fremtiden – og fortiden

Uformelle drøftelser mellem ministrene for forskning danner optakten til det efterfølgende møde mellem EU’s indenrigsmarkeds- og industriministre den 17.-18. juli. Temaet her bliver: “Opbygningen af morgendagens Europa – bæredygtigt, innovativt og konkurrencedygtigt.”

Skriv et svar