Af. Kongehuset og Henning Okholm
FOTO: Zhong Min Peng RP ©
Dronningen af Danmark overrakte den 4. september 2024 Carlsbergfondets Forskningspriser 2024 og deltog i en festmiddag på Ny Carlsberg Glyptotek i København.
Ved ankomsten til Glyptoteket overrakte 12-årige Barbara Popp Enevoldsen en buket blomster til Majestæten.

Dronningen blev modtaget af Carlsbergfondets forperson Majken Schultz, uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og forperson for priskomitéen Mette Birkedal Bruun i Vinterhaven.
Årets prismodtagere var klassisk arkæolog Rubina Raja og biokemiker Jesper Qualmann Svejstrup.


Rubina Raja, DPhil og professor på Aarhus Universitet, modtog prisen for sine omfattende arkæologiske studier inden for blandt andet oldtidens bysamfund- og netværk, mens Jesper Qualmann Svejstrup, ph.d. og professor på Københavns Universitet, har bedrevet banebrydende forskning i den molekylære ”maskine”, som transskriberer vores gener.
Carlsbergfondets Forskningspriser blev uddelt første gang i 2011 i anledning af fondets grundlægger J.C. Jacobsens 200-års fødselsdag.