Vietnams præsident Tô Lâm på statsbesøg i Danmark – dag 2

AF: Henning Okholm
FOTO: Zhong Min Peng©RP

København, den 21. oktober 2026 – Magasinet Royal Press Danmark

Den 20. oktober fortsatte Vietnams præsident, Tô Lâm, sit statsbesøg i Danmark. Dagens program havde fokus på at styrke samarbejdet mellem de to lande inden for grønne løsninger, sundhed, fødevarer samt regionalt og internationalt samarbejde. Samtidig var der fokus på at konsolidere de tætte handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam.

Erhvervsmøde i Dansk Industri

Om formiddagen den 20. oktober deltog H.M. Kong Frederik X og Vietnams præsident, Tô Lâm, i et erhvervsmøde hos Dansk Industri (DI). Mødet satte fokus på grønne løsninger, sundhed, fødevarer samt regionalt og internationalt samarbejde.

Også Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen deltog i mødet.

I sin tale mindedes kong Frederik X med stor varme sit besøg i Vietnam i 2022, hvor han stod i spidsen for en dansk erhvervsdelegation. Her mødte han blandt andet vietnamesiske studerende på en strand nær Hải Phòng, hvor de var i gang med at teste små vindmøller.

Oplevelsen illustrerede, hvordan den grønne omstilling afhænger af teknologisk viden, kompetencer og engagerede unge mennesker. For de studerende kunne arbejdet med vindteknologi være begyndelsen på en karriere, der bidrager til fremtidens bæredygtige løsninger.

Vietnam har sat sig som mål at opnå netto-nul udledning af drivhusgasser inden 2050. Ifølge kongen giver dette en klar retning for det dansk-vietnamesiske samarbejde, hvor Danmark er parat til at bidrage med ekspertise, teknologi og investeringer.

Danmark er blandt de største europæiske investorer i Vietnam, og der er betydelige muligheder for at udbygge samarbejdet inden for vedvarende energi, fødevarer, biosolutions og sundhed.

Kongen udtrykte håb om, at det nye omfattende strategiske partnerskab vil skabe en bredere ramme for det økonomiske samarbejde mellem landene. Han fremhævede samtidig ønsket om, at erhvervs mødet skal føre til konkrete projekter, som giver unge mennesker – ligesom de studerende, han mødte nær Hải Phòng – mulighed for at omsætte deres viden til praksis.

Målet er at skabe muligheder gennem fælles indsats og dermed sammen skabe en grønnere fremtid.

Vietnams præsident, Tô Lâm, understregede ligeledes ønsket om at udvide samarbejdet til nye områder med højere værditilvækst og strategisk betydning for begge landes fremtidige udvikling.

De prioriterede samarbejdsområder omfatter energiomstilling og udvikling af økosystemer for vedvarende energi, havne, logistik og grøn skibsfart, cirkulær økonomi, miljøteknologi og vandforvaltning samt bæredygtigt landbrug og fødevareproduktion.

Derudover fremhævede præsidenten digital omstilling, kunstig intelligens, automatisering og intelligent produktion som vigtige områder for det fremtidige partnerskab.

Danmarks statsminister Mette Frederiksen mødtes med Vietnams præsident

Om eftermiddagen den 20. oktober mødtes Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, med Vietnams præsident, Tô Lâm, i Statsministeriet på Christiansborg Slot.

Ved mødet underskrev de to ledere en ny aftale om et omfattende strategisk partnerskab mellem Danmark og Vietnam.

Statsminister Mette Frederiksen fremhævede, at Danmark og Vietnam i anledning af 55-året for etableringen af diplomatiske forbindelser styrker samarbejdet yderligere.

Hun understregede, at stærke partnerskaber er afgørende i en verden præget af usikkerhed og forandringer – ikke alene for Danmark, men også for EU.

Danmark og Vietnam støtter begge principperne for regelbaseret handel, men disse principper er under pres. Derfor er et tættere samarbejde til gavn for begge lande og deres erhvervsliv.

Danmark og Vietnam indgik allerede i 2023 en aftale om et grønt strategisk partnerskab med det formål at styrke samarbejdet om klima, grøn vækst og energiomstilling.

Den nye aftale om et omfattende strategisk partnerskab bygger videre på de eksisterende tætte forbindelser mellem Danmark og Vietnam samt på samarbejdet mellem EU og Vietnam. Aftalen skal danne grundlag for et bredere og mere langsigtet samarbejde på tværs af flere strategisk vigtige områder.

Musikalsk arrangement på Glyptoteket

Som led i markeringen af 55-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam blev der afholdt en koncert på Glyptoteket i København.

Vietnams præsident, Tô Lâm, og hans hustru deltog sammen med det danske kongepar i arrangementet, der markerede det historiske venskab mellem de to lande.

Begivenheden understregede betydningen af kulturel udveksling og gensidig forståelse som en vigtig del af den dansk-vietnamesiske relationer.

Statsbesøgets anden dag satte dermed fokus på både de konkrete økonomiske muligheder og de langsigtede strategiske forbindelser mellem Danmark og Vietnam – med grøn omstilling, innovation, handel og kulturelt samarbejde som centrale omdrejningspunkter.

Skriv et svar