Af: Kongehuset og Henning Okholm
Foto: Zhong Min Peng©RP
Dronningen af Danmark var den 10. oktober 2024 som protektor for Julemærkefonden til stede ved præsentation af årets julemærke på Københavns Rådhus.
Årets Julemærke blev afsløret i Festsalen på Københavns Rådhus, og bag årets Julemærke står kunstner Niels Ditlev.
Inden afsløringen var der taler fra blandt andre Hendes Majestæt og bestyrelsesleder i Julemærkefonden Hans Erik Lindkvist.
Julemærket 2024 bærer titlen ’Jul i Kongeriget. I går. I dag. I morgen’.
Årets Julemærke er en hyldest til Kongeparret. Siden 1907 har det været en tradition, at motivet markerer et aktuelt tronskifte i Danmark og det nye konge- eller regentpar er på årets mærke. Sammen med et portræt af Kongeparret indeholder Julemærket en lang række nationale symboler.
ymboler fra fortidens vikingeskibe til nutidens kongeskib, fra runerne på Jellingestenen til bogstaverne i Grundloven, fra Solvognens himmeltegn til den danske astronaut på mission i rummet. Det forbinder Danmarks svane, Grønlands isbjørn og Færøernes strandskade i Rigsfællesskabet.
Julen indgår naturligvis også i motivet, fx det rød-hvide julehjerte, og juletræet, som både unge og gamle sammen danser rundt om. I midten står Kongeparret, der samler fortid, nutid og fremtid.
Blandt dagens gæster var også H.E. Greve Ingolf af Rosenborg og grevinde Sussie af Rosenborg, som er protektorer for Julemærkemarchen, samt Julemærkehjemmenes ambassadører.
Hvert år siden 1904 har Julemærkefonden udgivet det særlige Julemærke, som har til formål at indsamle penge til børn på de fem Julemærkehjem. Op mod 1.000 børn får hvert år et ophold, som styrker deres trivsel og selvværd, samt bekæmper mistrivsel, ensomhed og mobning.
“Derfor har julemærket en særlig plads i mit hjerte og har haft det gennem mange år, og i år har min mand og jeg fået en særlig plads på julemærket. Siden 1907 har det nemlig været skik, at et tronskifte markeres på det pågældende års julemærke.
Således også i år, og for både min mand og mig er det en stor glæde at være en del af et vigtigt symbol, der minder os om, at vi er forbundne.
Tusind tak til alle jer, der gør en forskel på landets julemærkehjem – både børn og voksne. Vi har alle vores drømme, men vi kan af og til have brug for hjælp til at gøre dem til virkelighed.
Det er mig en stor fornøjelse om et øjeblik at kunne afsløre årets julemærke sammen med kunstneren bag, Niels Ditlev.“ Dronningen af Danmark taler til præsentation af årets julemærke den 10. oktober 2024.